Den 8. juli 1709 blev den svenske hær slået af russerne ved Poltava i Ukraine. Dette foranledigede Sveriges modstandere – Rusland, Polen, Preussen og Danmark-Norge til at finde sammen mod den tilsyneladende svækkede modstander. I løbet af september og oktober 1709 blev et dansk korps samlet omkring København. I styrken indgik Den Kongelige Livgarde til Hest, Den Kongelige Livgarde til Fods og Grenaderkorpset, der var en anden eliteenhed i den danske hær. Planen var at gå i land i Skåne og derfra trænge ind i Blekinge for at neutralisere den svenske flåde i Karlskrona – kombineret med, at den norske hær angreb fra nordvest. 

Livgarden var under ledelse af den krigserfarne oberstløjtnant Christian Albrecht Danckwart og var formeret i to bataljoner à seks kompagnier med en samlet styrke på ca 1.400 mand. Krigen blev erklæret den 8. oktober og tropperne blev indskibet i København med afspejling den 11. november. Landgangsstedet blev det samme som under Skånske Krig (1675-1679) og den 12. november 1709 gik Grenaderkorpset og Livgarden som de første i land ved Rå syd for Helsingborg. Felttoget i det sydsvenske bød ikke på nogen afgørelse og den danske hær gik i vinterkantonnement ved Helsingborg. 

Den 8. marts satte den svenske hær i march fra kantonnementerne sydøst for Landskrona og den 10. marts om morgenen var svenskerne klar til at angribe den danske hær ved Helsingborg. De to hære var i tal omtrent jævnbyrdige med ca. 14.000 mand i hver. Den danske hær var opstillet traditionelt i to træfninger. Første træfning var den stærkeste med rytteri på fløjene – heraf Hestgardens to eskadroner på højre fløj, og ti bataljoner infanteri i centrum – heraf Livgardens to bataljoner på højre fløj og Grenaderkorpsets to bataljoner på venstre fløj. 

I kampens indledende faser blev Livgarden til Hest kastet ind i adskillige angreb. I centrum holdt Livgarden stand overfor beskydning af infanteriets lette ledsageartilleri og fortsatte kampen mod fire fjendtlige bataljoner i fronten, mens de danske nabobataljoner tog flugten. De svage danske enheder trak sig tilbage. Den væsentligste årsag til at dette kunne lade sig gøre var, at Grenaderkorpset på centrums venstre fløj og Livgarden på højre fløj endnu holdt stand – omringet til alle sider kæmpede Garden med fortvivlelsen mod! De to fjendtlige regimenter i front mistede over en tredjedel af deres styrke, men blev forstærket af andre enheder samtidigt med, at rytteriet angreb i flanke og ryg. Livgardens kommandør, oberstløjtnant Danckwart, førte kommando til det sidste på sine afskudte ben og faldt sammen med ti øvrige officerer og 476 mand, hvoraf mange sårede, blev krigsfanger. De var kun få, der slap tjenstdygtige tilbage til Helsingborg og heraf kun én kompagnichef. Ældste tilstedeværende officer af regimentet, premierløjtnant Julius Bendix Klencke, overtog kommandoen.

Slaget var tabt for den danske hær, men i lighed med Slaget ved Lund i 1676 havde Livgarden medvirket til at blokere for fjendens forfølgelse af hærens øvrige regimenter. Tabene var dog langt større ved Helsingborg i 1710, der må regnes for slaget med de største tab i døde og sårede i Den Kongelige Livgardes historie. De få overlevne blev sammen med det øvrige fodfolk overført til Helsingør den 15. marts og marcherede derpå hjem til København, hvor reorganiseringen påbegyndtes. 

“Helsingborg 1710” er markeret på Den Kongelige Livgardes fanebånd. 

Hvis du vil vide mere om Slaget ved Helsingborg anbefales Karsten Skjold-Petersens bog “Det ulykkelige slag”, som du kan læse mere om her: http://www.historie-online.dk/boger/anmeldelser-5-5/1700-arene/det-ulykkelige-slag